10 grunde til at gå i parterapi

| |

For mange par er det forbundet med skam når man når dertil i parforholdet hvor man blot overvejer parterapi. For andre kan det være en kæmpe forløsning og muligheden for at få brudt nogen uhensigtsmæssige mønstre i parforholdet. Der er dog mange gode grunde til at prioritere parterapi. Her er 10 af de vigtigste:

1. For kærlighedens skyld

At I er sammen nu og kæmper vidner om at I har en historie og i det mindste tidligere har haft en kærlighed til hinanden. I er ikke klar til at give slip, og håber på at kunne komme tættere på hinanden igen, selvom det måske kan virke som noget der er langt væk lige nu. 

2. Forebyggende parterapi

Nogle par vælger at begynde i parterapi mens det allerede går fint, og så tage en årlig eller halvårlig session for at sørge for at man er tunet ind på hinanden og tæt på hinanden når problemerne en dag opstår.

For det gør de naturligvis i alle langvarige relationer, også i parforhold. Det er vigtigere hvordan man håndterer problemerne end at forsøge at undgå dem, for det kan man slet ikke.

3. Du lærer din partner bedre at kende

Gennem parterapi kan du lære din partner meget bedre at kende, især hvis I begge går ind til det med et åbent sind, en nysgerrighed og et oprigtigt ønske om at forsøge at få relationen på rette spor igen.

Der er ingen tvivl om at det kan være hårdt, både når man selv sætter ord på smerte, som man har følt lang tid, og for mange også når partneren åbner munden og fortæller hvordan det hele ser ud fra den anden side. Det kan være hårdt. Uden tvivl. Men man lærer sin partner bedre at kende gennem processen.

4. Du får sat ord på dine frustrationer og bekymringer

Du får et rum, hvor du får mulighed for at dele alt det der har gået dig på igennem forholdet. Uden at blive afbrudt. Og det kan være meget lindrende.

Du vil sandsynligvis opleve at blive udfordret på dine forestillinger af din partner og af parterapeuten, og det er selvfølgelig en del af alle forløb med parterapi, at begge parter skal lytte, blive klogere og komme tættere på hinanden. Det er aldrig sort/hvidt, selvom det kan føles sådan til tider.

Og det at skulle sætte ord på sin oplevelse er selvfølgelig ikke en fri invitation til bare at åbne den mentale brækspand og hælde ud derfra. Selvom det også er den del af det, så har det jo også et konstruktivt perspektiv, for først når begge parter har kunnet sætte ord på sin oplevelse, er der rum til at man kan finde fælles løsninger bagefter. 

5. En kontrolleret måde at åbne op på

Når de svære parsamtaler sker med en professionel i rummet, så er der en ordstyrer, der hjælper til at åbne nænsomt op, styre samtalen, høre begge perspektiver og hjælpe begge parter til at lytte efter hvad den anden part rent faktisk siger. Der er på en måde mindre risiko når man afgiver noget af ansvaret for samtalens rammer til en psykolog. 

6. Psykologen kan være en “forstyrrelse udefra”

En vigtig del opgaven som parterapeut handler om at skabe forstyrrelser og nye perspektiver for begge parter. Det kommer selvfølgelig først efter et par samtaler, men du kan forvente at blive spurgt ind til dine egne opfattelser af kærlighed, værdier, partneren, din egen rolle og mange andre aspekter. Det kan åbne op for nye måder at se både sig selv, sin partner og den fælles relation på. 

7. Du bliver mere bevidst om dine egne og din partners værdier

Personlige værdier er ofte noget som kommer på banen undervejs i et parterapi-forløb. For de konflikter man har i et parforhold kommer ofte ned til at man har forskellige værdier i livet. Og her kan psykologen hjælpe jer begge til både at forstå og værdsætte jeres værdier. Uden at føle skam, bare med rank ryg, og på en måde hvor der er plads til at man som par kan have forskellige værdier. Er I et ungt par, kan I overveje at søge hjælp hos en ungdomspsykolog.

8. Sårbarheden kan give plads til kærligheden

Når man oplever hinanden fra sin mest sårbare sider, kan det også åbne op for en mere kærlig samtale hvor man kommer ind til noget af det der virkeligt er vigtigt for en selv i livet og i relationen til den anden. Selvom det for nogen kan føles meget skrækindjagende at skulle vise sine sårbare sider frem, så er det altså også når man kan overvinde netop det, og når man viser sig selv frem med både gode og mindre heldige sider, at der er noget at holde af.

Ingen kan i virkeligheden elske et poleret Instagram-billede af en pæn model. Det er meget nemmere at elske sin gamle mormor som har skøre syltekrukker og halter en smule. Og det er faktisk netop på grund af det uperfekte – der er faktisk nogen kanter, man følelsesmæssigt kan holde fast om og holde af. Sådan er det selvfølgelig også med sin partner. 

9. Give sine børn en tryg opvækst

Et kuldsejlet parforhold kan godt komme tilbage på rette spor i nogen tilfælde, selvom der kan være lang vej. Hvis I har børn sammen, så skal det indgå i overvejelserne om man kan få forholdet på rette spor, og om man kan gå lidt længere for at få det til at lykkes. Dermed ikke sagt at man skal blive sammen for enhver pris, slet ikke.

Det giver ikke trygge børn hvis de skal vokse op i en følelsesmæssig krigszone. Men par med børn, som hælder mere til “måske-kan-vi-alligevel-få-det-til-at-fungere” end til “vi-er-utvivlsomt-færdige-med-hinanden”, bør afsøge de muligheder der er for at give sine børn trygge opvækstbetingelser, uanset om det er gennem en genopblomstring af forholdet eller gennem en mere kontrolleret skilsmisse.

10. Vise et godt eksempel over for sine børn

Kan man som voksne lære at håndtere sine konflikter konstruktivt, kan man også selv formå at være et positivt forbillede for sine børn. Så hvis man ikke selv er i stand til det lige nu, kan parterapi godt være en af løsningerne hvor man lærer at omgås på en kærlig måde, selv når det spidser til.

Previous

10 grunde til at investere tid og penge i e-learning

10 grunde til at søge ludomani behandling

Next